Selvskadende adfærd, selvskadende, selvdestruktiv adfærd, selvdestruktiv, cutting –

Der er mange ord der dækker over samme begreb. Faktum er at man i dag ikke nødvendigvis har en anden diagnose som skizofreni eller borderline personlighedsforstyrrelse (EUP (Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse) eller spiseforstyrrelse samtidig, dog skal man være opmærksom på at den selvskadende adfærd meget ofte forekommer sammen med overstående diagnoser.

Den selvskadende adfærd kan optræde i flere niveauer og i flere sammenhænge.
Der kan være mange andre baggrunde, symptomer og årsager end skrevet her, dette er blot en beskrivelse af det vi oftest møder i rådgivningen og i støttegrupperne. Vil du vide mere er der udgivet flere bøger om emnet, som du kan finde på vores litteraturliste.

I Foreningen møder vi flere og flere mennesker med en spiseforstyrrelse som primærdiagnose men som også udvikler selvskadende adfærd.

Generelt om selvskadende adfærd.
Selvskadende adfærd rammer alle sociale lag ca. ¾ del er piger og 1/3 del drenge.

Selvskadende adfærd er mere end bare at snitte i sig selv, det er også brænde, bide, pille i egne sår, pierce, rykke hår ud, slå sig selv, sluge ting og sulte sig. I princippet er det også selvskadende adfærd at undertrykke søvn, fordi du har for travlt på arbejde, eller gøre ting du faktisk ikke har overskud til. Forskellen på de to sidste eksempler og de første er at de to sidste eksempler er social acceptable. Netop det at noget er social acceptabel gør at det er ok. Hvorimod de først nævne ikke er social acceptable og i særdeleshed kan være svær at rumme selv for det faglige personale.

Hvordan skal man forholde sig?
Mange er usikre over for, hvordan de skal forholde sig til en person som skader sig selv.

Skal man tage hensyn, skåne, beskytte, undgå indgriben eller undlade at snakke om den selvskadende adfærd? Og svaret er nej, det skal man ikke.

Samtidig er mange bange for om det er et tegn på et selvmordsforsøg og nej, det er det ikke. At skade sig selv er ikke et selvmordsforsøg, men en måde at overleve på, på baggrund af at noget andet er for svært. Det er nærmere en slags overlevelses strategi og det bedste værktøj der er til rådighed lige nu. Noget tyder på at bagved liggende følelser bl. a. kan være sorg, vrede, frustration, kognitive begrænsninger, stress og svært ved at vide, hvad egne behov er, svært ved at sætte grænser, ensomhed, indre kaos ect. Samtidig er det en måde hvor man paradoksalt nok skader sig for at skabe kontrol, for at opnå en lindring, for at få angstniveauet til at dale – og det sker når man skader sig.

Desværre er der noget der tyder på at der ad åre er en højre selvmordsrisiko for mennesker som skader sig selv, da det at skade sig selv på sigt kan med føre meget ensomhed, tomhed og social isolation, samtidig med at adfærden måske ikke rigtig giver den lettelse og angstreduktion som det gav i starten. Nogle oplever det som en svær afhængighed, der er meget svær at bryde med på lige for med andet misbrug. Det indre kaos, på det nærmeste en orkan er ikke blevet reduceret og der er ikke kommet andre mestringsstrategier til. Dermed kan det enden med en alvorlig depression, en opgivenhed og magtesløshed der kan få en person til at tage sit eget liv eller forsøge herpå.

Som voksen, som pårørende er det vigtigt at turde snakke om det der er svært både for den der skader sig, men også i forhold til det det gør ved en pårørende, turde snakke om følelser, om behov og om det som røre sig hos såvel den unge som hos de pårørende. Det er vigtigt at signalere, at den unge roligt kan komme til dig og betro sig.

Eksempler på bagvedliggende årsager til at skade sig selv:
Årsagerne kan være uendelig her er blot nogle fx

mistrivelsel
mobning
ensomhed
sårbarhed
stress
pres fra omgivelser
psykisklidelse
nedtrygt hed
mindre værd
omsorgssvigt
tab
overgreb/krænkelse
og sikkert mange flere

Signaler:
Når den unge begynder at skade sig er det ofte på et tidspunkt hvor der ikke længere er ord for hvordan den unge har det. Og det er svært at finde ud af, hvad jeg egentlig har behov for.

Der er ofte meget kaos og forvirring inden i den unge. På den anden side skammer man sig måske over ikke at kunne klare et evt. pres, eller ikke at kunne sætte ord på hvad jeg har brug for eller føler og derfor henvender man sig ikke til en voksen. Måske er man bange for de voksnes reaktion og derfor foretrækker at lade adfærden forblive som ”min hemmelighed” dels af usikkerhed, utryghed, angst, måske endda angst for at være psykisksyg.

Rigtig mange unge har på et tidspunkt forsøgt at kommunikere ud at de har det svært, men føler sig ikke hørt, set eller rummet. Mange har i længere tid overvejet at skade sig førend de første gange skader sig.

Enten ønsker man at skjule adfærden ved at gå med langærmede trøjer der dækker til fingere spidserne, eller også vises det vidt og bredt måske for at blive set.

Uanset hvad omverden mener, synes, tænker og eller oplever, er der ikke nogen som skader sig for sjov – man skader sig fordi, det er den bedste løsning lige pt. Det kan opleves som en måde at overleve på og en måde at skabe kontrol over noget ukontrollerbart. Hvor adfærden er blevet løsningen på bagvedliggende problemer. En for mange hurtig og effektiv løsningsmodel, men som også er omkostningsfuld i form af grimme og måske livsvarige ar, i værste fald kan man blive handicappet eller risikere at dø af den adfærd man udføre. I særlig grad hvis den selvskadende adfærd er at indtage forskellige væsker/piller.

Man skelner mellem selvmord og selvskadende adfærd, hvor den selv skadende adfærd ikke er fordi man ønsker at kommer herfra, tværtimod er det en måde at leve på eller rettere at overleve på. Ikke desto mindre må man se i øjnene at det at skade sig kan i værste tilfælde ende med at blive et selvmordsforsøg eller selvmord.

Det handler ikke om:
Det handler ikke om anerkendelse, vurderinger og bedømmelser af og fra omverden, langt snare handler det om, at give den unge mulighed for at lære at sætte ord på følelser og behov og vise den unge, at de voksne kan rumme adfærden og har tid til at være der, når behovet er for det.

Som Pårørende, nært stående, lærer ect..:
Som voksen, Som lærer, pædagog, sundhedsplejerske, studievejleder, læge og ikke mindst som pårørende kan der være signaler du kan være opmærksom på, der kan pege på en eller anden form for mistrivelsel.

Jeg vil gerne her kraftig påpege, at man ikke straks skal rette fokus på sygdom, hvis en person udviser fx tristhed, lukkethed og manglende appetit - årsagen må undersøges det kan være sorg over fx et tab, flytning, eksamens pres eller andet mere naturligt frem for fx en depression eller spiseforstyrrelse, snarer en regulær sorgproces eller stressreaktion i en vanskelig situation.

Det kan være personer der pludselig eller over tid ændre adfærd og trækker sig fra sociale sammenhænge, holder op med at have venner med hjem ect.

Det kan være i forbindelse med skift fx skole, bopæl

Den udadreagerende er ofte let at få øje på og kan drive andre ud på afmagtens rand med sin adfærd, langt sværere er det med de stille piger, de ensomme unge der signalere at de taler i telefon for at skjule ensomhed, de tilpassede, søde og venlige unge, de dygtige og perfektionistiske på overfalden, hvor der bag facaden er fuldstændigt krakeleret selvværd.

Uanset hvordan du er pårørende og eller nærtstående er det vigtigt, at du reagere på de fornemmelser og den intuition du oplever. Specielt er det vigtigt hvis du er veninde til og bliver betroet din venindes største hemmelighed ”at hun skader sig” får værktøjer til hvordan du får brudt med at gå med denne hemmelighed, for det skal du ikke bære rundt på – det er ikke dit ansvar og du skal gå til en voksen, selvom din loyalitet er enorm over for din veninde og måske er du bange for at miste hende. Alligevel skal du ikke gå med den viden alene – for din veninde skal have hjælp, professionel hjælp, rådgivning, en voksen at snakke med, støtte eller anden hjælp.

Hvad gør du, som får en mistanke om selvskadende adfærd?

-         Undersøg din mistanke og forsøg så vidt mulig at få en be- eller afkræftelse på om selvskadende adfærd forekommer.

-         Snak med den unge

-         Fortæl at du er der og at du er bekymret for de fornemmelser du har

-         Fortæl om de observationer du har gjort dig, vær sansebaseret og objektiv i din beskrivelse

-         Hold dig i din tale på din egen banehalvdel, kommer du med anklagelser og bebrejdelser trækker den unge sig og lukker af.

-         Spørg ind til hvordan den unge har det, trives, er ked af glad ved, ect.

-         Spørg ind til om der er noget som giver et øget pres, usikkerhed, eller andet.

-         Sørg for selv at søge information omkring selvskadende adfærd.

-         Forsøg at motivere til at ville en professionel behandling, for at skade sig kræver professionel behandling og første skridt er at gå til egen læge evt. til en skoles psykolog/sundhedsplejerske eller skolelæge.

-         Sæt grænser bestemt, og med hjertet

Selvskadende adfærd er ekstrem vanskeligt at rumme og håndtere og ofte, faktisk alt for ofte kommer selv behandleren til kort og bliver slidt op for tidlig da selvskadende adfærd særdeles ofte afstedkommer afmagt, magtesløshed, frustration, og til tider vrede, men også bekymring. Det er svært at være behandler, men det er måske endnu svære at være pårørende og søskende. 

Vi møder spørgsmål som:

- Hvad har jeg gjort forkert?
- Er det min skyld?
- Åh, nej, bare ikke det – det magter jeg ikke, Er jeg så dårlig en pårørende?
- Jeg forstår det simpelthen ikke, hvad er der gået galt?
- Hvordan kan det være, lige netop mit barn?
- Hvad skal jeg gøre?
- Hvor findes der hjælp?
- Hvordan får jeg overskud til dette oveni spiseforstyrrelsen?
- Hvordan kan jeg tillade mig at sige fra?
- Jeg oplever at være så stresset at det er svært at lægge tankerne, angsten og
   bekymringen væk når jeg er på arbejde
- Jeg oplever at stå helt alene, faktisk oplever jeg at behandlingssystemet svigter mig når
   jeg har allermest brug for dem.
- Jeg har ikke overskud til at erkende at det jeg tror, er rigtigt og undlader at forholde mig
   til noget som helst og håber at andre tager affære.
- Hvad mon de andre tænker om mig, om os som familie 

Hvad gør jeg som pårørende:
Til de spørgsmål der nu end må være er det bedste jeg kan rådgive om er at snakken med nogen som ved noget om selvskadende adfærd, enten lægen, en af de rådgivninger der findes. Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte PS Landsforening.

Det vigtigste er at få kendskab til den selvskadende adfærd og risici. Det er også vigtigt at vide hvad og hvordan du som pårørende bedst kan forholde dig.

Det er også vigtig at holde fast i de sunde værdier, det som personen tidligere har været glad for.

Hvad havde du og hvordan havde du reageret hvis personen ikke skadede sig? Hvor vil du sætte grænserne da? Husk at jo bedre du er til at udtrykke følelser og behov – jo bedre du mestre dit liv. Jo mere en rolle model vil du være at spejle sig i.

Er du tynget af skyld og skam, må du have snakket med nogen om det som fylder dig. Skyld og skam peger bagud og skygge for at man som pårørende kan tage det ansvar der må tages og ansvar peger fremad.
Søg hjælp og støtte.

Behandlingsmuligheder:
    Husk at ingen skader sig for direkte at manipulere ej heller fordi det er fedt.
    Man skader sig fordi man ikke har andre muligheder lige NU i en given situation.

    Afhænger nok mest af alt, af den person som er behandleren, eller støtte personen. En særdeles vigtig faktor er at man signalere at kunne rumme såvel den ”gode” som den ”dårlige side” hermed mener jeg at rumme fx det at skade sig selv. Kan du som støtte person ikke rumme denne siden, er der en side i personen du ikke kan rumme for den som skader sig rummer begge sider.

    Det kan være særdeles voldsomt for både pårørende og behandler at se på at et menneske ødelægger sig selv. Kan du ikke holde du at det på eller være på side linjen, må du som behandler melde fra og lade en anden komme til.

Fysiske rammer, metode m.m:
Nogle steder er behandlingen at man forsøger at forhindre personen i at skade sig, bl.a. ved at fratage og fjerne muligheden for at skade sig – i værste grad ved tvangs anvendelse fx fiksering.

Andre steder forsøger men at respektere at personen må have en sådan handlemulighed – men at målet er at adfærden ophører, bl. a. ved at man får nye mestringsstrategier og metoder man kan sætte i stedet for.

Grundlæggende er det vigtig som behandler, at rumme, se og høre den som har det svært
respektere tale om adfærden og kan tåle at snakke om det som sker.
Rumme at du til tider kan opleve situationen som magtesløs og alligevel bevare håbet.
Bevarer håbet om at der sker ændringer, være nysgerrig og åben interesseret.
Kunne se mikro små fremskridt, fx at den som skader sig kan mestre at holde sig fra fx at skære i 3 min. længere end tidligere. Dette lyder måske af lidt men for den som skader sig kan det virke som meget, meget lang tid.

Være opmærksom på at der kan være en snert af afhængighed, da det for nogle giver et kick og man bliver høj af at skade sig.

Det er vigtigt at være opmærksom på, vise og oprigtig bekymret for de følelser og den smerte der er bag den selvskadende adfærd.

Være ærlig og holde dig på egen banehalvdel.

Det kan være godt med en bred vifte af tilgange fx samtale, kropsarbejde, massage, dans, musik, sang, anden kreative gøremål, fysisk udfoldelse, meditation osv.

Du må vise at du respektere og anerkender den som skader sig, men ikke nødvendig vis acceptere adfærden, samtidig med at der umiddelbart måske ikke er nogen alternativ til den selvskadende adfærd og derved må du respektere at det ikke kan være anderledes lige nu.

De terapeutiske behandlingsmetoder, der mig bekendt er bedst erfaring med er. DAT (Dialektisk adfærdsterapi), kognitiv adfærdsterapi og mentaliseringsbaserede psykoterapi. interpersonel psykoterapi og relationsarbejde.

Der findes sikkert andre metoder som også er gode, det vigtigste er behandleren og deres stilgange til personerne, ikke kun metoden eller teknikken. Kan man som behandler og/ eller støtte person skabe tillid, giv håb og motivere og give personen fornemmelsen af at kunne mestre sit eget liv om end ikke konstant men i små doser – giver det en fornemmelse af, at være noget, at være noget værd, at være mig.

Frem for at være adfærden. Samtidig er der vigtig at vide at det stadig er svært at være den person der skader sig, selvom adfærden er aftagende og udtrykke at du godt ved det er svært.

I en bedrings fase kan der komme øget tildens til selvskadende adfærd, måske pga. en stigning i angsten for det nye – er du meget i det nye, ukendt, usikre – må modpolen også være der det er den selvskadende adfærd.

Sørg for at få supervision, masse af supervision. Og få opdateret din viden når der dukker nyt op på området.

Husk de pårørende såvel forældre som søskende og kærester og give dem den information, undervisningen og støtte som de har brug for. Ved fx at henvise til de pårørende foreninger der er rundt om i landet.

 Litteratur findes under aktuelt og litteratur. 

Udskriv siden | Op |                          

© Copyright 2005 - www.altomspiseforstyrrelser.dk