Pårørende
Spørgsmål & svar
Hvordan bevarer man som pårørende
sin livsglæde og livskvalitet?
Det er vigtigt at lære at sætte grænser, for derved viser du/I, Hvor
langt I vil gå. Bliver du inviteret ud, så tag imod det, selvom den
spiseforstyrrede så skal være alene i den tid. Sådan er det ude i det
pulveriserende liv, og det skal hun lære, så længe hun
(spiseforstyrrelsesdelen) kan styre dig/jer, vil hun (den) gøre det og
igen og igen, prøve jer af, om I nu også er der, og om hun
(spiseforstyrrelsen) kan stole på jer.
Det kan
give meget skyldfølelse at sige fra, men hvis I skal støtte hende og
vise hende respekt, er det nødvendigt at få noget andet inspiration og
livskvalitet ind, ellers dør I psykisk, brænder ud og alt føles
uoverskueligt. Der vil opstå Tanker og følelser som fx træthed, jeg
orker ikke i dag, har ingen overskud, er trist, jeg kan ikke rumme mere,
der er ikke noget at glæde sig til. Det kan undgås, hvis energidepoterne
fyldes op af alt muligt andet end sygdom. Det er pigen, som har valgt
spiseforstyrrelsen, bliv ikke medskyldig.
Husk, det
er hendes liv, og hun skal selv kæmpe sig ud af det. Husk at det kan
blive hendes problem, at du ikke kan tackle dit eget liv, dermed vil hun
tackle dit liv også, men det skal hun ikke. Det skal du undgå ved bl.a.
at gøre noget, som er godt for dig, og som du tidligere har holdt af.
Snak med andre venner om dine problemer og frustrationer, ikke hendes.
Det er dig, der har brug for luft for at kunne overskue situationerne
derhjemme, hvis andre ikke kan magte det du siger, er det deres eget
problem at sige fra, ikke dit. At du går i byen og gør noget som er
godt for dig er ikke lig med, at du ikke elsker og holder af den
spiseforstyrrede, tværtimod, tager du vare på dig selv for at bevare
overskuddet til, når den som lider har brug for dig
Op |
Hvad stiller man op med sin "ulovlige" tanke
om og forbudte følelser i forhold til sin
datter/ægtefælde?
Husk at skam og skyld ikke fører til noget særligt konstruktivt. Et
eller andet har udviklet sig i en forkert retning, og den sensitive
følsomme har udviklet en spiseforstyrrelse. Hvis du udtrykker skam, vil
hun prøve at hjælpe dig til at fjerne den, det skal hun ikke, hun har
rigeligt i at lære at tackle sin egen situation.
Du skal
derimod også have støtte og hjælp til at komme ud med frustrationerne.
Det er ok at blive rasende, men lad det ikke gå ud over den
spiseforstyrrede, hun kan ikke gøre for, at du ikke kan tackle
situationen. I stedet for skal du være tydelig, klar og kontant i dine
svar, krav og evt. hus regler. Bliver I uenige om en konflikt, er det
vigtigt, at du holder på din ret, OGSÅ selvom at hun bliver dårligere.
Desuden
skal du opsøge den hjælp du har brug for, hvor du kan komme af med og
vise magtesløshed, håbløshed, opgiveenhed, frustrationer og følelsen af
at blive kvalt i hendes spiseforstyrrelse. Hun vil prøve at manipulere,
styre og reagere til det går efter hendes syge side, og det skal hun
ikke. Det er vigtigt, at du også udvikler dig og ikke bliver dræbt og
opslugt af sygdom og at blive opslugt af sygdom, spiseforstyrrelses
adfærd kan være det, der vil få dig til at hade, ønske hende langt væk,
at ligefrem føle dig befriet, når du går på arbejde, det der hjemme
bliver mere og mere dræbende. Derfor læs, snak med en som viser dig
tillid og forståelse, evt. en professionel behandler. Gør ting, der
giver dig mod på livet. Husk det er din datter/søn/kæreste/veninde… der
har spiseforstyrrelsen, ikke dig.
Op |
Hvordan passer man på sig selv?
Mærker og opfylder egne behov - husker at leve
sit eget liv? Hvad gør man, når man mærker
symptomer på egen krop?
Skal en anden påføre dig smerte? Nej vel, skal man selv blive syg, fordi
et familiemedlem er i krise? Er du i stand til at give kærlighed og
omsorg, hvis du selv er udbrændt og stresset? Hvad kunne tænkes du selv
havde brug for, hvis det var dig, som ingen selvtillid og selvværd
havde, men kun en negativ stemme som fortæller dig, at uanset hvad du
gør, er du ikke god nok?
Du ville
have brug for kærlighed, tillid, omsorg, faste rammer, enkelte regler –
det giver tryghed, og en som kunne hjælpe og støtte dig i troen på, at
det kan lykkes at vende tilbage til den glade livgivende pige igen. Den
spiseforstyrrede har ingen tro, vil gerne tro, men når
spiseforstyrrelsen har magten, vil den konstant prøve at få endnu mere
magt og blive endnu stærkere.
Derfor må
du, som den raske handle som den raske. Det vil sige at gøre ting, du
altid har gjort. Få bearbejdet de fysiske og psykiske symptomer på
smerte. Gør ting, du normalt er glad for. Få masse af frisk luft –
naturen er en god helbreder og god balsam for sjælen. Du må selvfølgelig
også tjekke af hos lægen at de fysiske symptomer ikke kommer andets
steds fra, som f.eks. en egentlig sygdom. Ikke alt er pga. at en nært
stående har en spiseforstyrrelse.
Op |
Kan hypnose måske hjælpe den lidende?
Det kan kun den spiseforstyrrede vide. Det kan måske være en lede tråd
til at komme videre, men den spiseforstyrrede skal selv gøre arbejdet.
Derfor er det også så svært, når behandlere og andre vil prøve at stoppe
dem ned i de dertil indrettede kasser. Vi er ikke ens, og når de selv
skal finde frem til lige netop det, de gerne vil med livet, ja, så
nytter det ikke noget at prøve at helbrede kollektivt og ens med de
færdige pudsede firkantede kasser.
Derfor er
det så svært at finde løsningen på, hvad der gør, at det er så
nødvendigt at have kontrol over maden og vægten, ud over at man godt
ved, at det indre er i totalt kaos. Der findes ikke en behandling i dag,
som er den endegyldige og rigtige. Dermed vil det også sige, at der
næsten er lige så mange løsninger som spiseforstyrrede, dog ved man, at
tvang/belønning kun sjældent har en effektiv virkning på andet end
overlevelse.
Der ses
ofte tilbagefald. Erfaringer viser, at kombineret terapi med
kropsterapi, adfærd/miljø terapi, en diæt og gensidig tillid gerne skal
være til stede for en effektiv behandling. Har man en stabil alliance,
har man mange muligheder for at bygge noget konstruktivt op. Desuden kan
der være nogen, som møder manden i sit liv, finder en niche, hvor der er
plads til dem, og nogen som værdsætter dem som mennesker uden at vide,
hvorfor lige netop at denne specielle kombination har været gavnlig.
Min
personlige holdning er den, at alt for mange prøver at hive gulvtæppet
og hele sikkerhedsnettet væk under den spiseforstyrrede, INDEN de når at
få nogle redskabet til at tackle krisen med, og så skal det gå galt.
Tænk engang på, at man i årevis kun har haft et eneste område, som der
var fuldstændig kontrol over, og det er mad og vægt.
Hvis
andre fjerner din eneste kontrol uden at hjælpe dig med værktøjer og
redskaber til at tackle det indre kaos med, vil oplevelsen være at være
ingenting. Ingen identitet og intet selvværd, du kan ikke redde hele
verden og bliver aldrig perfekt nok til at leve, og det sidste du har,
nemlig kontrollen over maden, har de også taget. Hvad er så udvejen?
Andre destruktive handlinger eller anden diagnose? Brug tid på at finde
en terapeut, som du føler viser interesse. En som forstår at skabe
tillid og alliance med den spiseforstyrrede.
Faktisk
viser undersøgelser, at teknikken generelt i behandlingen kun er ca. 15
% af 100 %, men at erfaringer med metoder, terapeutisk forhold og det
som sker uden for behandlingssituationen er langt vigtigere faktorer.
Sidst spiller forventninger til behandleren, behandlingsformen noget ind
om det har et godt/dårlig ryg osv.
Op |
Hvordan bevarer man håbet - både for sig selv
og den lidende?
Ved at leve så normalt som muligt og gøre ting, som du har brug for uden
hende. Undgå at falde i, når hun forsøger at tjekke, om du nu også er
til at stole på og om du virkelig vil støtte hende. Husk på, at hun
måske er blevet svigtet før, når hun oplever at måttet kæmpe mod dem,
som vil fede hende op og ikke gøre andet. Dette giver magt, kamp til
stregen. TRO MIG, DEN SPISEFORSTYRREDE ER LANGT DEN STÆRKESTE, så glem
at en behandler så kan sejre ved at anvende sin magt.
Der skal
være samarbejde. En spiseforstyrrede vil som regel møde terapeuten med
mistro, derfor kan fælles udforskning være en vigtig metode/start. Brug
ikke ordene "Du ser vel nok godt ud, det klæder dig at du har taget lidt
på, hvor er det dejligt at du er begyndt at spise lidt." Ordet "At være
normal", kan for hende betyde, at hun da ingenting er, så heller beholde
anoreksien. Normal er ingenting, der er = jeg dør. (Når hun ingen
identitet og intet selvværd har, kan hun ikke identificere sig med at
være normal. Derfor bliver det et skældsord. Mange spiseforstyrrede ved,
hvad det vil at være normal, de oplever at normal er at være fed og de
to ting hænger ikke sammen.
Udtagelser som overstående vil altid skabe magtkampe og splid, herefter
tager det meget tid at genvinde tilliden. Fortæl hende, at du vil kæmpe
sammen med hende, at du ved, at I sammen er stærkere end det negative
sind (tanker). Når hun begynder at få fat, vil det blive mere og mere
hende, som kæmper og suger til sig af sejrene, men husk også at går det
fremad, vil anoreksien storme frem og tvinge hende til at give efter, da
anoreksien ikke vil tabe. Derfor går ofte i starten med et skridt frem
og to tilbage, senere vil det blive to skridt frem og et tilbage, det
tager tid, meget tid.
Anoreksi
er ikke en sygdom, for var det det, kunne det behandles med medicin
og/eller operation. Nej, det er ikke et spørgsmål om at behandle
sygdommen, men være med til at give hende mulighed for at
handle/tænke/reagerer anderledes. Husk, det er ikke noget indgreb, men
et spørgsmål om indsigt. Det er ikke anoreksien, som er problemet,
anoreksien er blevet løsningen på problemet. Problemet kan på den anden
side være, at man som spiseforstyrrede ikke kan se man har et problem,
men til gengæld mener at hvis omgivelserne mener, at pigen har et
problem, så er det omgivelserne, der har et problem, som de så må løse
selv. Jeg fejler ikke noget..
Op |
Hvordan forholder man sig og støtter søskende/andre
børn i familien?
Ved ikke at glemme dem, de skal også have opmærksomhed og meget plads.
Der skal være tid til at gøre ting sammen med dem også. En søskende, der
er sensitiv, kan ligeledes udvikle en spiseforstyrrelse, hvis hun
erfarer, at søsteren sluger alt. Klart nok vil hun også forsøge at få
denne enorme opmærksomhed og omsorg. Søskende er faktisk tit og ofte
gode til at være ærlige, da de står lidt på sidelinien og sommetider ser
det lidt mere objektivt. De vil naturligvis være bekymrede, når de ser
at far/mor er bange, og det kan gøre dem vrede og trodsige. Nogen gange
kan det være en god ide, at lade søskende snakke med en terapeut, sådan
at de kan få afløb for deres følelser og frustrationer, frem for at
forældrene skal takle dette også, de har rigeligt i forvejen.
Op |
Hvilke behandlingsformer og -steder findes.
Hvordan fungere de og erfaringerne med de
forskellige steder?
Jeg vil her nævne nogle af dem, jeg kender, men der kommer hele tiden
ændringer, og da de spiseforstyrrede er forskellige, vil de forskellige
steder give forskellige resultater afhængig af den enkelte person. Et
sted kan være rigtigt godt for en og mindre god for en anden. Jeg vil
ikke kommentere mine egne erfaringer. Vil du høre nærmere om mine
erfaringer, er du velkommen til at kontakte mig.
– Alm.
Medicinske afd. som hovedsagelig behandler med straf/belønning, altså
den side af sagen som har med maden - vægten at gøre. Nogle gange kan
der findes psykologer/psykiater, som får adgang til at snakke med den
spiseforstyrrede under indlæggelsen.
– Det kan også være at den medicinske afd. inddrages, hvis der er
somatiske komplikationer som en psykiatrisk specialenhed ikke kan tage
vare på. I disse situationer vil der ofte være tilsyn/besøg af de fra
den egentlige afdeling, som har foretaget overflytningen.
– Alm.
Børne- og ungdoms afdelinger, har spiseforstyrrede. Det er oftest en
blandet afdeling med børn og unge med forskellige psykiatriske lidelser.
Der er ofte ikke specielt uddannet personale til lige specifik
spiseforstyrrede.
– Der
findes tre centre i København, Århus op til 30 år, Odense og Kolding er
på vej, for spiseforstyrrede, også kaldet landelsfunktionen, hvor de
udelukkende arbejder med alvorlige spiseforstyrrede. Du skal have en BMI
under 13 og/eller tal som er så unormale at du er til fare for dig selv.
I Århus er der sengepladser på et voksent afsnit, hvis du er over 30 år.
–
Symfonien er privat og har folk fra 18 til 35 års alderen. Man må ikke
være selvmordstruet, afhængig af alkohol/piller/stoffer osv. De arbejder
bl.a. efter Peggy Claude-Pirrers metode og hendes bog
Spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog, blot er det tilrettelagt efter
den enkelte og kognitiv adfærdsterapi.
– KAS
Stolpegården som har erfaring med spiseforstyrrelser
– Andre steder er Abegg & Bro på Sjælland, de har ikke nogen i
døgnpleje, kun samtaler
– ContraSult Klinik og rådgivning
– Askovsgårdens Bofællesskab, som har folk med spiseforstyrrelser
boende.
– Askovsgården psykologiske rådgivning har individuel samtaleterapi og
gruppeforløb.
På Fyn
- er der Viljen som er dag og ambulant tilbud for voksne
I Jylland
findes bl.a.
– Bakkely - Fonden som holder til på Mors og har unge med
spiseforstyrrelser
– Pomonahuset i Vejle
– Siesbæklund ved Ringkøbing
Og der
findes sikkert andre, som din kommune eller din region ved meget mere om
end mig.
–
Landsdækkende findes der speciallæger i psykiatri, psykologer og
psykoterapeuter. Det er dog meget varierende, hvor meget kendskab de har
til spiseforstyrrelser. I privatsektoren kan det være svært at få
samtale terapien betalt og oftest kun 10-12 gange, hvorefter man selv må
betale.
– Mange
psykologer arbejder ud fra forskellige teorier. Det kan være analytisk,
kognitivt, adfærdsterapi, systemisk, eksistentielt eller humanistisk,
som er forskellige retningslinier inden for psykologien. Der vil være
behandlere, der arbejder med flere af overstående områder afhængig af
den enkelte.
– Der kan
sagtens være andre, som vil være god for lige netop en. Da vi er
forskellige, er det også forskelligt, hvem man har tillid til og kan
snakke med, man skal ikke bare ukritisk se på, hvis der ikke sker nogen
fremgang, så er det om at skifte og prøve at finde en, som man føler
for.
Det er
meget svært, og markedet er broget og uigennemskuelig. Det bedste er, at
snakke med andre, som kender til spiseforstyrrelser. Du kan kontakte
nogle af de rådgivninger, der findes "SPS i Nordjylland, Spiserøret i
Århus, LMS i KBH. eller PS LANDSFOERNING PÅRØRENDE FOR SPISEFORSTYRREDE
eller den anonyme rådgivning på Center for spiseforstyrrelse i Århus.
Her kan du få en snak med de, som er i rådgivningen. Det kan ligeledes
være egen læge eller din socialrådgiver, som kan vejlede, især hvis der
søges om at få behandlingen betalt.
For at
vide mere om de enkelte steder må de kontaktes, og man kan spørge til
deres kvalitetssikring, eller måske endnu bedre fornemme hvordan der er
for lige netop dig at være det pågældende sted. Dog kan det siges at
behandling tager tid, meget lang tid og som pårørende kan det være svært
at have den tid og tålmodighed, som skal til. Men det er en proces og
processer tager tid, op til 3 år eller mere fra den dag du beslutter dig
for at ville være rask.
Op |
Hvordan motiverer man den lidende til at få det bedre
- til at ville livet?
Hvis den lidende ikke vil noget som helst, må du acceptere, at hun har
valgt at leve på en, måske for dig at se, destruktiv måde indtil videre.
Det er en overlevelsesstrategi, muligvis fordi noget andet er for
smertefuldt at rumme.
Det er
meget svært, når spiseforstyrrede fortæller, at de hjertens gerne og
virkelig ønsker at blive fri af krisen og leve igen, MEN vil kun veje 32
kg. Det kan ikke lade sig gøre at være "rask" og samtidig veje 32 kg.
Man må prøve at finde den ene procent som vil livet og støtte den
procentdel, for hvis der ikke var en procent håb, livslyst osv. ville de
tage livet af sig selv, så ville livet være 100 % sort. Derfor ved man,
at der er mindst 1 % af personen, som gerne vil leve. Kan denne ene
procentdel styrkes, til endnu mere livsglæde, er det bedre end, at
mindske spiseforstyrrelsen, for styrker du livskvaliteten og livsglæden,
vil de opdage, at det er bedre end det helvede, de sidder i nu.
Dette
tager tid og er den sværeste vej, men til gengæld den mest konstruktive.
Hold dem fast i gode oplevelser, for de er forbudte for dem, de må ikke
nyde, men vil gerne.
En
mulighed er, at den lidende laver en strategiliste over ting, der gør
hende glad. Støt hende og snak med hende om det, men hun skal selv
skrive og lave listen, sådan at du ikke får skyld for, at det også er
dig, som synes og mener, at det er godt for hende. Få hende til at kigge
på listen og mind hende om, at I måske kan gøre noget af det sammen. En
god oplevelse er vejen til mere glæde og flere lyse timer. Hun skal
holdes fast, for anoreksien vil gøre alt for at bekæmpe, at hun oplever
glæde. Den vil, at hun skal vende tilbage til mad/vægt trodsighed og
kamp. En negativ og destruktiv kamp.
Som
pårørende til en voksen med anoreksi er den vanskeligste opgave nok at
turde sætte den spiseforstyrrede fri til at vælge livet eller vælge
livet fra, men det kan være lindrende for begge parter at gøre op med
ikke at kunne tvinge et menneske til at ville livet. Som
spiseforstyrrede kan det være lettere at vælge til, hvis ikke der ligger
et pres fra omgivelserne om for deres skyld, så de kan være glade. Det
er vigtigt, at få bearbejdet den evt. skyld, der kan ligge på dine
skuldre som pårørende over, at en nær ikke ønsker at leve. Det er ikke
din skyld, det er den som lider, der må tage beslutninger om at leve
eller ikke leve.
Op |
Hvordan forholder
man sig til at den lidende skal
"tage ansvar for sit eget liv" - hvordan finder man
balancen i at give omsorg og ansvar til den lidende?
Hvor langt skal man gå i forhold til at tage specielle hensyn?
Hun skal konfronteres på en ikke udskældende måde, men kærlig
omsorgsfuld måde. Hun har ikke nogen tro og tillid til sig selv og
bruger rigeligt med tid på at skælde sig selv ud og straffe sig selv.
Accepter
hendes valg, accepter at hun opfører sig umulig indimellem, hun skal
igennem puberteten eller trodsalderen uanset hendes nuværende alder. Et
eksempel var en dreng på 15 med anoreksi, som altid var sød, hjælpende
og pligtopfyldende, som spiseforstyrrede ofte er. Da han blev rask
kontaktede moderen terapeuten og sagde:” Min søn er helt ustyrlig, han
roder, er vred, umulig, provokerende og ugidelig.” Svaret var:” Ja, du
ønskede en sund og rask dreng, og det fik du.”
Dermed
ikke sagt at alt bare skal gå, som det bedst kan. Der skal være hus
regler, så alle kan være der og holde familielivet ud. Det er nogle
regler, som I som forældre sætter, og de skal overholdes, hold fast i
det, netop fordi I elsker den lidende. Lad hende selv styre maden og
måden hvorpå den spises. Hvis hun ikke vil spise jeres mad, så lad hende
spise noget andet, men lad hende ikke overtage madlavningen og
indkøbene. Ofte vil I opleve, at hun ikke må spise rigtig mad, kun
rester fra tallerknerne eller ting som er halv rådne. Hvis det ikke ser
ud som mad og alligevel skal smides ud, ja, så kan hun godt tillade sig
at spise det.
Lad
behandleren om det med aftaler om mad. Hvis I blander jer ret meget,
ender det alligevel med, at det går op i en spids. Koncentrer jer om alt
mulig andet end de dårlige oplevelser. De vil selvfølgelig være der, det
er de også i det virkelige liv. Men de skal ikke dominere dagligdagen.
Giv hende alt den omsorg i magter uden at skubbe den øvrige familie og
vennekredsen ud på et helt femte spor.
Hun må og
skal have ansvar for sine valg, men pas på, at hun ikke føler sig
medansvarlig og ansvarlig for, hvordan I andre har det, for så skal hun
klarer jeres problemer også. Hun oplever, at hun skal være flittig,
pligtopfyldende og hjælpe alle undtagen sig selv, ellers er hun ikke go
nok. Hun skal kun tage ansvar for de ting, som har med hende at gøre.
Hun skal
lære at tage ansvar for sit eget liv, ikke andres. Hun skal lære, at
vælge og lære at sige nej. Det er ok at tage specielle hensyn, hvis I
har indgået en aftalt om noget konkret. Hun må og skal ikke være
styrende. Hvis det er sygdommen, som bestemmer vil det på sigt splitte
hele familien ad. Skal I hjælpe hende, fordi I elsker og holder af
hende, er I nødsaget til at kunne leve/bo der også. Går I ned med
flaget, har hun ingen, og hun vil straks begynde at bebrejde sig selv,
at hun heller ikke her er god nok, til at tackle jeres problemer.
Op |
Påvirkning af familielivet samt forhold til omgangskredsen?
Det kan og vil nemt blive sådan, at alt andet bliver glemt, at de øvrige
familiemedlemmer og vennekredsen vil blive tilsidesat, fordi den lidende
fylder alt for meget. Husk her, at det ikke er hele familien, som har en
spiseforstyrrelse.
Jeg ved,
at det er uhyggeligt svært, netop fordi man som forældre eller kæreste
er tæt inde på livet af den lidende. Det er en utrolig svær situation at
føle sig magtesløs, og lige meget hvad, ja, så ender det i en hårdknude.
Den lidende vil mange gange blive spydig og sige ting, som hun ved sårer
dig/jer, og maden er og bliver et kraftfuldt våben.
Hjemmet
kan ende med den rene slagmark, og den spiseforstyrrede kan komme med
udtryk som: ”Lad mig være i fred, lad mig leve mit eget liv, jeg hader
dig”. Det er fordi, hun er ambivalent og har mange modstridende
følelser, og disse er vanskelig for hende at tackle. Derfor er det
vigtigt, at lade disse komme til udtryk. At møde håbløshed og
fortvivlelse er erfaringer, vi gør, når vi vokser op.
Vær meget
præcis i de ting hun skal tage beslutninger om, alt for mange
alternativer vil få hende til at blive forvirret og give hende for meget
ansvar, så vil hun tage mere hensyn til andre end sig selv. Ord som:”
Hvad kan jeg gøre for dig, din sygdom er ved at ødelægge familien”,
eller ”jeg kan ikke klarer mere af det”, vil få hende til at tage
unødvendig ansvar for familiens velbefindende. Hun vil føle sig skyldig
og mislykket, og det er det, som kan forstærke anoreksien, at hun ikke
er egnet og værdig til at leve, fordi hun ikke kan redde alle andre.
Jeg ved,
at disse bebrejdelser vil blive stillet i frustration eller vrede, men
det skal helst ikke forekomme. Husk, en spiseforstyrrede har brug for
omsorg, og at hun er vigtig for dig, men ikke vigtigere end den øvrige
familie. At glemme de øvrige familie medlemmer kan give uro.
Op |
Hvordan tydeliggør man HVAD/HVEM det er,
der taler - er det sygdommen eller personen?
Hvordan holdes fokus på det positive frem for de negative?
Det er vigtigt at læse bøger og få informationer, for bedre at forstå
hendes krise og hendes måde at reagere på. I starten kan det være en god
ide at stille spørgsmål til en terapeut eller andre, der har det inde på
livet. Vi er alle mennesker og ingen af os er fejlfri. Man skal lære og
udvikle sig, efter som den lidende udvikler sig i den ene eller anden
retning og af erfaring.
Accepter
hendes valg, så længe hun ikke vil lave dig om. Er du i tvivl, om det er
hende eller sygdommen, som taler, så spørg ind til, hvad hun mener og
vær undersøgende i dine spørgsmål. Brug helst ikke hvorfor spørgsmål, da
de kan være alt for svære at svare på. F.eks. ”Hvorfor kan du ikke bare
spise lidt sammen med os?” vil i hendes verden betyde, ”hvorfor kan du
ikke bare leve lidt ind i mellem”. Hun ville gøre det, hvis hun kunne,
men så kunne hun også selv tackle spiseforstyrrelsen.
Hold fast
i at prøve at behandle hende sådan, som du vil gøre, hvis hun ikke var
syg. Appeller hele tiden til hendes raske side. Det er nogle gange svært
at holde fokus på det raske, når det modsatte konstant dukker op.
Derfor, fisk efter hvad der ville være godt for hende lige nu. Husk, at
det er hende som skal finde frem til, hvad der er godt for hende, så
hvis du har en ide hun skal udføre, og hun siger ja, kan hun lynhurtig
vende og sige, at det var fordi du sagde, at hun skulle osv. Det bedste
er, at hun siger, hvad hun har lyst til. Det kan tage tid at nå til et
svar, for hun ved det måske ikke.
Sker det,
at en snak ender i råben og skrigen, så forsøg at hive dig ud af
situationen ved f.eks. at gå uden for døren, på toilet – flyt dig
fysisk, så du lige får klaret sindet og kan få nye tanker på banen. I
telefonen kan du sige, at du lægger røret på og ringer igen for at få en
bedre forbindelse. Et break kan gøre at i begge især hives ud af de
roller, som i er i lige i det nu.
Op |
Hvordan skelner man mellem, hvad der er pubertetsadfærd og hvad hører
sygdommen til?
Det er svært, men drejer det sig om, at hun er utilfreds med sig selv,
hendes udseende, at det negative i hende tager over, skal det ikke
kommenteres. Hun har den følelse og de tanker af, at hun ikke er god nok
og det kan du ikke tage fra hende, det er hendes. At hun oplever
mindreværd, ikke værende god nok kan påvirkes ved at gøre ting, hvor hun
får øjnene op for, at det er sygdommen, som siger, at hun ikke er god
nok. Det er noget med at tænke, hvad hører ind under det normale oprør
og løsrivelse fra forældrene. Eller en magtesløshed og frustration fordi
alt er kaos, hvor kun maden kan give kontrol.
Op |
Hvad stiller man op med sin egen tvivl om den lidendes behandling?
Undersøger om den lidende mener og tror, at det er godt for hende, måske
kan hun bruge det til noget. Gå i første omgang til en pårørende,
som kender til problemet, eller din behandler og fortæl, hvad du føler
og tænker om behandlingen. Du vil sikkert opleve meget mere end hendes
terapeut, da det er dig, som har hende hjemme det meste af tiden. Det
kan ligeledes være en ide, at terapeuten og den nært stående får en snak
om de forskellige roller I hver især har. Hvad du oplever, og hvad
terapeuten oplever.
Det er
heller ikke altid, at en nuværende behandling er den rigtige, så sig fra
og skift til noget andet, men det skal være den lidende, der har brug
for et skift, ikke dig. Det kan også være at den som har det svært ikke
ønsker forandring og en behandler kan ikke lave mirakler alene. Det kan
være et ømfindigt område, og jeg kan fortælle meget om dette, men det
vil være svært at skrive ned, således at der ikke opstår misforståelser.
Jeg kan ikke sige hvilke behandlinger som er egnet for den enkelte, det
kan kun den spiseforstyrrede. I situationer hvor det ligner alt for
meget magtkamp, vil en behandler ikke gøre noget af ond vilje men måske
af uvidenhed og måske også af frustration. Husk, det er altid muligt og
man har ret til at have en bisidder med til en samtale, både som den der
lider og som pårørende.
Op |
Hvem kan hjælpe/ikke hjælpe... "lyt ikke til udenforstående"
Det kan nogle, som du føler dig tryg ved, alle vil så gerne prøve at
hjælpe og forstå, hvilket ofte kan gøre ondt værre, hvis de ikke ved
noget som helst. Så sig ”At når I er sammen, skal det være uden at
diskutere den lidende og hendes krise”. Det er også individuelt, hvem
som kan hjælpe hvem, derfor kan dette ikke generaliseres.
En ting
er vigtigt, det er at være ærlig også over for omgivelserne, lyv ikke,
det gør kun ondt værre, måske ved de det allerede, vær åbne, vær ærlige,
lær at sige din ærlige mening og lær at svare kontant og direkte. At
nægte at erkende og indse er, at sige nej til at sådan er livet. Det er
en flugt.
Det er ok
at sige ”I aften holder jeg fri og gør noget godt for mig, og jeg ønsker
ikke snakke sygdom”, og er der nogen som spørger til den lidende så sig
til dem, at det må de spørge hende selv om, du kan jo ikke svare for en
anden.
Op |
Afsluttende ord fra mig.
Det var mine svar, så godt som jeg nu har kunnet svare skriftlig. Er der
noget, som du ikke helt forstår eller der kommer tillægsspørgsmål på
noget som du gerne vil have uddybet, er du velkommen til, sende mig en
mail. Svarene er et udsnit ud fra mine 22 års erfaring med
spiseforstyrrelse både under og nu også efter. Husk, der kan være andre
muligheder, vi er alle forskellige, heldigvis. HUSK LIGE EN TING:” DET
ER IKKE DIN SKYLD, SÅ HAV IKKE SKYLD OG SKAM, DU/ I HAR HANDLET EFTER
ALT DET BEDSTE I HAR LÆRT, ACCEPTER FORTIDEN, DEN KAN IKKE ÆNDRES, TAG
ANSVAR FOR DIT LIV, LEV I NUET, OG KIG FREMAD. Fremgang kræver
forandring, og det kan virke angst provokerende.
Mange
tanker til jer pårørende til en lidende. Glem ikke at leve jeres eget
liv, ellers kan I ikke støtte.
PASCAL
SIGER: Folk lader sig lettere overtale af de grunde som de selv har
opdaget, end af dem som andre har optænkt.
Kirsten
Kallesøe
Nedergårdsvej 4, Langkastrup
8900 Randers
tlf.: 86 18 89 01/24 25 60 16
E-mail:
post@kkallesoe.dk |
