Pårørende - Pårørende har ordet
Brev fra en mor
Brev fra en mor
Jeg har længe tænkt over, at der er mange ting, som jeg burde sætte mig ned
og skrive. Det skulle handle om alt det, vi som familie har været igennem
med vores datters anoreksi set fra mit synspunkt. Jeg har ikke fået taget mig
sammen til det før nu, så nu tænkte jeg, at jeg kunne benytte lejligheden
til at sammenfatte alle mine tanker i et brev for at fortælle familie,
venner og kolleger lidt om, hvad det er, vi har været igennem og stadig ikke
er færdige med at kæmpe mod.
Det hele startede sådan set stille og roligt, da vores datter gik i 6. klasse med,
at hun gerne ville leve lidt mere sundt. Hun var meget optaget af at spise
sundt, og blev inspireret af os herhjemme, medierne, venner og familie til,
at det er godt at være sund. Hun begyndte at blive meget selektiv med, hvad
hun ville putte i munden, og fordi hun voksede 10 cm samtidig med, at hun
tabte sig, blev hun alt for tynd. Hun blev så ”sund”, at det endtemed at
blive meget usundt for hende. I starten gik vi til kontrolvejning hos vores
egen læge, og hun blev ved med at sige til mig, at jeg ikke skulle være
bekymret. Mange teenagere flirter med spiseforstyrrelser, uden at det bliver
til mere. Vores datter var en sund og rask pige, og jeg skulle tage det stille og
roligt. Det gjorde jeg så et stykke tid, for jeg synes jo også selv, at hun
var en harmonisk pige med mange kvaliteter og tro på sig selv, så anoreksi
var langt fra min tankegang. Men det blev bare værre og værre. I slutningen
af 6. klasse var hun meget tynd, og havde det ikke ret godt med sig selv.
Vi bad om at få hende til en forundersøgelse på Center for
spiseforstyrrelser. Inden vi kom dertil, snakkede jeg med en af mine
kolleger, som lige havde været sygdommen igennem med hendes datter. Hun
sagde til mig:” Det er et helvede. Det kommer til at tage al din energi og
kræfter – og det kommer til at tage mindst 2 år!”. Jeg tænkte, at det nok
ikke blev helt så slemt for os, vores datter var jo ikke særlig syg.. Men hun
skulle komme til at få ret!
Efter forundersøgelsen på Center for spiseforstyrrelser tog de hende i
ambulant behandling. Vejning og samtaler en gang om ugen – hver onsdag. Hun
vejede på det tidspunkt 38 kilo – og var ekstremt tynd. Selv om jeg ikke
synes, hun var så anorektisk i sin tankegang på det tidspunkt, var hun svag
og underernæret og træt. Da hele behandlingen blev sat i gang, og hun lige
så stille begyndte at opfatte sig selv som syg, sprang anoreksien ud i fuldt
flor. Hun blev helt styret af anoreksien. Anoreksien bestemte alt, hvad hun
tænkte og gjorde. Vi fik at vide, at det vigtigste i behandlingen var, at
hun begyndte at tage på, for man kan først arbejde med tankerne om at
acceptere sin krop, når vægten øges. Det var nyt for mig. Jeg ville have
gættet på, at det hang omvendt sammen. Men vi fik en kostplan og gik i gang
med arbejdet herhjemme. Min mand og jeg var heldigvis enige om, hvordan vi
skulle gribe det hele an, og har støttet hinanden så godt vi kunne hele
vejen.
Det skulle vise sig at være en MEGET lang og hård process/rejse, vi skulle
igennem. Vores datter ville være meget tynd og ville ikke tage på, og vi ville
have, at hun skulle tage på! Vi havde aldrig det samme mål for øje, og det
er svært at hjælpe en person med at blive rask, som ikke vil være rask. Jeg
har tit tænkt på, at det ville være nemmere, hvis hun bare havde fået en
hvilken som helst anden sygdom, som hun gerne ville helbredes for. Næsten
hele 7. klasse gik med magtkampe omkring mad og forståelse af sygdommen, og
hvor ødelæggende den er for krop og sjæl. Det tog meget hårdt på os alle
sammen. Det var også hårdt for den anden søster, som skulle lægge krop og sjæl til alle kampene og skænderierne. Hun er heldigvis enormt god til at få sat ord på
sine følelser, så vi tog mange snakke med hende også omkring det hele.
Det hele var en stor redelighed af håbløshed, bekymring, frustrationer,
vrede over sygdommen og sorg over, at hele vores liv blev sat på vågeblus–
og det blev også en del af hendes søsters liv. Det var umuligt at have gæster,
besøge andre, være spontane, være aktiv (som vi var meget vant til som
familie) – fordi vores datter skulle holde sig i ro og bevæge sig mindst muligt for
at forsøge at tage på. Det var som min kollega sagde – ET HELVEDE.
I starten af forløbet arbejde jeg halv tid, så jeg kunne være hjemme ved
hende, når hun kom fra skole og spise med hende.
Jeg vil i den forbindelse sige MANGE MANGE tak til min arbejdsplads. Sødere
og mere forstående kolleger kan man ikke ønske sig. I har været fantastiske
til at støtte og opmuntre mig, og forstået mit behov for orlov.
Efterhånden som jeg måtte indse, at jeg ikke kunne nå mit arbejde på den
halve tid, og fordi jeg konstant havde dårlig samvittighed både over for mit
arbejde og overfor min datter, fik jeg lov til at få fuldtidsorlov. Jeg havde
simpelthen ikke overskud til at arbejde med hende efter en arbejdsdag på
arbejde.
I meget lang tid har jeg siddet ved spiseforbordet og spist med hende 6-7
timer om dagen, for at få hende til at spise alt det, som stod på
kostplanen, så det var jo også nærmest et fuldtidsarbejde udover den
følelsesmæssige belastning over, at jeg var dybt ulykkelig over, at hun
havde det så dårligt, og at jeg ikke var i stand til at lindre hendes smerte
særlig meget.
Det er næsten det, som har været mest frustrerende. Hun havde så meget brug
for kærlighed og omsorg, men fordi hun var besat af en monstersygdom, som
havde overtaget hendes tankegang, blev vores samvær præget af magtkampe,
fordi jeg skulle have hende til at spise noget, som hun ikke ville. Dagene
endte tit med, at vi var kede af det begge to.
Vi besluttede at anskaffe os en hund. Otto:-) Jeg havde læst, at det kunne
være godt for en anoreksiramt at få en hund at knytte sig til. Mange
anorektikere bliver isoleret en tid, hvor sygdommen raser mest i dem. Derfor
tænkte vi, at det ville være godt for vores datter at få en hund. Han blev endnu en
stor omvæltning for vores familie på den gode og hårde måde. Endnu en
tidssluger oven i anoreksien. Nogle dage lavede jeg ikke andet end at spise
med min datter og gå tur med hunden. Men han er meget elsket og en utrolig kærlig
hund, som vi alle holder af. Det var et frisk pust for begge vores børn, og
han kom på det rette tidspunkt – set med de briller.
Vores datter var tæt på at blive indlagt, fordi hun tog så langsomt på, og fordi
der gik lang tid, inden hun begyndte at få det bedre. Men da jeg fik
heltidsorlov og der kom lidt mere ro på familien, begyndte det at gå lige så
stille fremad (dog med tilbageskridt – som er en del af sygdommen). Jeg
synes, at hun har været utrolig sej og meget modig gennem hele forløbet.
Hun er tit blevet tvunget til at gøre noget, som hun absolut ikke havde lyst
til. Hun har holdt meget smerte ud, og har kæmpet med sygdommen og tankerne
i sit hoved samtidig med, at hun har klaret sin skole og formået at beholde
kontakten til sine venner på et vist plan. Det må have krævet meget af
hende. Der er mange anorektikere, som melder sig helt ud af deres hverdag i
en periode, fordi sygdommen overtager alt. Hun har formået at opretholde et
nogenlunde normalt liv - dog med mange begrænsninger. Hun måtte sige farvel
til sport og idræt i en lang periode og var meget begrænset af spisetider og
måltider. Heldigvis gik hun langt om længe med til at fortælle sin klasse, at
hun havde anoreksi. Det var godt både for hende og for klassen, at de
vidste, hvad det hele drejede sig om.
Hendes bedste veninde har været meget forstående og sød gennem hele
forløbet, så godt hun kunne – og det har betydet rigtig meget for vores datter,
selv om det også har været rigtig svært for dem begge to.
For et års tid siden begyndte vi i et familieterapiforløb på center for
spiseforstyrrelser. Det er et multifamilieprojekt, hvor man samler 6-7
anoreksiramte familier til 12 hele kursusdage over et helt år. Det har været
en fantastisk oplevelse at være sammen med en gruppe, som sad i nøjagtig
samme håbløshed, sorg og frustration, som man selv gjorde. Det var
inspirerende, hårdt, nødvendigt, omsorgsfuldt og meget givende for os alle
4. Søskende var også med nogle af gangene – og det var guld værd for vores 2. datter at se andre søskende i samme båd som hende. Det var også fantastisk at se,
at alle de andre familier var søde, kærlige, omsorgsfulde og helt
almindelige familier, som var i dyb krise over at være blevet ramt af denne
sygdom. Det tog lidt skyldfølelsen af mine skuldre på en måde. Vi sad alle
sammen tilbage med en følelse af, at det var uretfærdigt, at netop alle
disse dejlige, kærlige og søde teenagere skulle gennem sådan en sej og hård
kamp med sig selv.
Noget af det sværeste i hele forløbet er, at man kæmper hårdt hele tiden
alle 7 dage om ugen, fra man står op, til man går i seng, og selv når man
kæmper aller hårdest, ser det ud som om, alt står stille. Fremskridtene er
så små, at de ikke er til at få øje på. Det første der rammer én, når man
vågner, er tanken om, hvordan man skal komme igennem dagen med alle kampene
om maden, og det er det sidste, man tænker på, inden man sover. Jeg har haft
det som om, jeg har haft et benhårdt arbejde gennem et helt år uden
afbrydelser – ingen weekender, ferier eller pauser. Jeg har oplevet, atdet
i lang tid er gået op og ned. Det ser hele tiden lidt bedre ud, end det har
gjort en gang, men det er alligevel vanskeligt at vide sig helt sikker på,
om det nu også går fremad. Omgivelserne bliver lidt utålmodige og kan ikke
rigtig se, at der sker noget. Mange kommer med gode råd og vejledning til,
hvad man burde gøre, men man ved bare med sig selv, at så længe man ikke har
stået i det følelsesmæssige dilemma og oplevet den belastning, som anoreksi
betyder for forældre, kan man ikke sætte sig ind i, hvor svært det er, og
hvad man bare bliver nødt til udholde, fordi man ikke har andre muligheder
pga. kærlighed til sit barn. Alle bliver nødt til at indtille sig på, at
forandring tager tid – uanset hvor lang tid det end måtte tage, og holde ud,
at det er hårdt og svært i lang tid.
Men for at slutte brevet af, inden jeg bliver ved de næste 12 sider, vil jeg
bare sige, at vi dog kan se et lille lys ude på den anden side. Det er
blevet bedre, og vores datter er måske lige så stille på vej ud af anoreksien, selv
om vejen er lang endnu – så det ender med en happy end på et tidspunkt– er
jeg sikker på nu – selv om jeg har tvivlet lidt ind imellem. Når hun en
gang kommer helt ud på den anden side, er jeg sikker på, at hun vil være en
moden pige, som er klogere på sig selv i forhold til verden, og på verden i
forhold til sig selv.
Mange, mange tak for stor støtte, opmuntring, søde sms´er, mails, en skulder
at græde ud ved og forståelse for vores situation til kolleger, venner og
familie. Vi skal nok blive mere sociale på den anden side.
De kærligste hilsner
Anna
Navn: Anna Nejrup
Telefon: 60635583
|
