Josefines sygdomshistorie ligner alle andre spiseforstyrredes forløb.
Smerte, ventetid, mindreværdsfølelse, tab af venner skolegang, kæreste, tab af fritidsjob og selvværd, tab af livsglæde og livslyst. Indlæggelser på psykiatriske skadestuer samt både åbne og lukkede afsnit, selvmordstanker og forsøg.
Gråd, opgivelse, isolation, afmagt, mistro, mistillid, depression og desperation.
Men mest af alt, værst af alt: det store følelsesmæssige kaos, tvangstanker, sultekurer, tvangsspisning, overspisning- og titusindvis af opkastninger og ligeså mange tårer......

Som mor til Josefine har jeg oplevet de sidste 2-3 år af hendes 17-årige liv, som en tornado, en hastigt nedadgående spiral, fordi hendes sygdom ikke blev bremset for derefter at blive helbredt.
For helbredelsen lå ikke lige inden for rækkevidde.

Jeg er også mor til 17-årige Pernille, Josefines firlingesøster. Hun er rask anorektiker, var syg i godt 6 år, så jeg kendte kampen, magtesløsheden og smerten.
Derfor følte jeg mig rustet til atter at gå på barrikaderne da jeg gik i gang med at ansøge om en målrettet døgnbehandling til Josefine. En døgnbehandling fordi det efter 1½ år med ambulante psykologsamtaler stod lysende klart at Josefine, undervejs blot blev mere og mere syg.

Jeg kendte til de to steder hvor miraklerne sker, hvor helbredelsen findes: Symfonien i Helsinge og Kildehøj i Nivå.
Vi bor i Helsingør, og jeg tog Josefine med til begge steder til forsamtaler. Her oplevede vi, først og fremmest, forståelse for sygdommen, samt en enorm varme og kærlighed.
Men vejen til helbredelsen skulle blive lang.
Kommunen, region Hovedstaden og alle psykiatriske afdelinger vaskede deres hænder og vedblev at henvise til hinanden.
Jeg henvendte mig til ALLE de politikere der kunne tænkes at forstå og hjælpe.
Vores lokale Frederiksborgs Amts avis bragte, på smukkeste vis, Josefines historie på 2 hele sider, tv2 lorry og praxis blev bedt om opmærksomhed men lod ikke høre fra sig.
Jeg tog min syge datter med til privat psykolog, til egen læge flere gange, til OA-møder i København og ALT andet der måske-måske ikke, kunne hjælpe.
Undervejs som månederne gik, blev Josefine blot mere og mere syg, for til sidst at tage 48 Pamoltabletter.
Kommunen brugte alle disse måneder på møder, snak, ventetid, ventetid og atter ventetid.
Imens blev min smukke, stærke og syge datter låst inde på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling uden nogen form for hjælp til hendes grundsygdom: bulimi.

På det tidspunkt fik jeg det fantastiske råd af Dorthe Nielsen fra landsforeningen for pårørende til spiseforstyrrede, at skrive en klage til Folketingets ombudsmand.

Det blev hurtigt gjort, og en kopi mailede jeg til vores kommune.
Kommunen modtog denne mail mandag morgen d. 8.3.2010 kl. 8.00, og blot 2 timer senere, kl. 10.00 blev jeg ringet op af vores sagsbehandler der fortalte at Josefine var blevet bevilliget et ophold på Kildehøj..........

Fantastisk, jeg skylder Dorthe mange, mange tak for rådet, og giver det videre her.

PS... Undervejs har vi fået god hjælp flere steder fra, og det var en sand fornøjelse at at tage rundt og takke med chokolade, vin og glade breve.

Josefine starter i behandling på mandag d. 22.3.2010 kl. 10.00.......den første dag i hendes nye liv.
Jeg er dybt, dybt taknemmelig.

Held og lykke med at passe på jeres døtre derude… fra Helle og Josefine Fristed.