Arkiv
Studerende
Til dig,
som er studerende, der har et ønske om at skrive opgave eller har om
dette emne i skolen. Kan du nedenfor læse præsentationen af
Lstuderendeone Møss
som
varetager bl.a. denne opgave for PS LANDSFORENING. Nederst på siden er
hendes mail adresse, så du kan kontakte hende direkte.
 Mit
navn er Lone Møss.
Jeg er født i Rødby i 1948, så i skrivende stund altså 56 år.
I mit 12.
år tabte jeg mig pludselig voldsomt meget, og blev indlagt til
undersøgelse på en medicinsk børneafdeling. På daværende tidspunkt
(1960) var anoreksi en meget ukendt lidelse og efter 3 måneder, med
utallige undersøgelser og forsøg på behandling og alligevel fortsat
vægttab, fik jeg diagnosen Anorexia Nervosa, og blev overflyttet til
Rigshospitalets Børnepsykiatriske afdeling. Jeg var lige fyldt 13 år.
De
følgende 6 år pendlede jeg ud og ind af lukkede, psykiatriske
afdelinger, afbrudt af kostskole ophold og privat familiepleje, men kom
ikke tilbage til mit barndomshjem, da overlægens opfattelse var, at det
var på grund af problemer i familien jeg var blevet syg, og det ville
betyde et tilbagefald hvis jeg blev udskrevet til hjemmet.
(Tilbagefaldene kom nu alligevel – så det havde nok været sundere at gå
ind og give støtte til hele familien og finde årsagen, men familien blev
slet ikke inddraget!)
Derfor er
det så værdifuldt at der i dag findes en forening som PS LANDSFORENING
der går ind og støtter de pårørende.
Som 18 –
årig blev jeg udskrevet for tredje gang og fik en uddannelse som
smørebrødsjomfru. Senere søgte jeg ind ved DSB hvor jeg blev
tjenestemandsansat og arbejde på pladsbestillingen på Københavns
Hovedbanegård.
Jeg var
bestemt ikke fri af anoreksien, men klarede mig og levede en meget
stille hverdag. Imidlertid fik jeg et meget alvorligt – ja faktisk
livstruende tilbagefald som 32 -årig, og blev indlagt igen.
Jeg var
indlagt i 1½ år på forskellige hospitaler og endte til sidst på
Rigshospitalet, hvor jeg efter et par måneder valgte at lade mig
udskrive på eget ansvar, da jeg ikke følte, at jeg kunne drage nytte af
de tilbud, der var i deres behandlingsregi!
På det
tidspunkt var hospitalet begyndt at søge IP (invalidepension) til mig,
da jeg i mellemtiden var afskediget fra mig job ved DSB grundet
langvarig sygdom. Hospitalet kaldte mig negativ og usamarbejdsvillig og
sagde, at så havde de i hvert fald sikret mig økonomisk!
Det skal
tilføjes at på det tidspunkt, havde jeg det meget dårligt, men er den da
i dag taknemlig for at de turde give mig det valg. Det betød nemlig, at
jeg pludselig skulle tage ansvar for mig selv, og indlægges igen ville
jeg i hvert fald ikke!!
Jeg var
heldig at have styrken til at gå ud og opsøge den frivillige verden og
fandt hurtigt opgaver, der gav mening og indhold i min hverdag, og
oplevelsen af at der var brug for mig – noget at stå op til om morgenen.
Jeg havde
bogstaveligt talt intet bagland at komme ud til. Kom hjem til en
lejlighed der havde stået tom i 1½ år, uden job, ingen særlig god
kontakt til familien og ganske få venner. Så det var op til mig selv at
skabe indhold i tilværelsen.
Jeg var
meget skamfuld omkring min pension og årsagen dertil. Syntes det var så
skamfuldt at modtage pension ”bare” fordi jeg ikke kunne finde ud af at
spise. Klogere var jeg ikke selv på det tidspunkt, og det var jo det jeg
altid havde fået at vide. Spis – tag på – så bliver alt godt!!!
Jeg har
ikke stiftet min egen familie, aldrig haft en kæreste, og min mangeårige
undervægt hat betydet at jeg aldrig blev i stand til at få børn. Det har
jeg aldrig oplevet som et savn, men jeg er blevet fadder fro et barn i
en SOS Børneby. Det giver mig oplevelsen af, at jeg gør en forskel for
et barn, der er kommet til at betyde noget særligt for mig.
Grundet
mit eget store tabu og skam som jeg først fik bugt med omkring 1990 blev
jeg først i 1992 aktiv i oplysningsarbejdet om spiseforstyrrelser. Først
i foreningen CMS – Centrum for Mennesker med Spiseforstyrrelser, hvor
jeg var formand fra 1993 – 1995. Derefter tog jeg initiativ til Anoreksi
Foreningen som blev stiftet i 1996. Der var jeg formand indtil
sammenlægningen med CMS i 2001. Det blev stiftelsen af LMS –
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, hvor jeg enstemmigt blev valgt
som formand.
I
efteråret 2003 trak jeg mig grundet store meningsforskelle i
bestyrelsen, men håber at kunne bidrage med min store viden og
mangeårige erfaringer som aktiv nu i PS LANDSFORENING.
Jeg har i
årenes løb holdt utallige foredrag over det ganske land. Jeg har haft
endnu flere interview med studerende på mange forskellige studier og
uddannelsestrin. Som rådgiver har jeg talt med pårørende, venner,
kærester – de spiseforstyrrede selv, og håber, at jeg har kunnet give
nogen troen på, at det ALDRIG er for sent at komme videre. Men også, at
man skal selv ville det!!
I 2001
udkom bogen ”Et siv i vinden – et langt liv i anoreksiens verden” – en
beretning om mit liv.
I dag har
jeg et rigt liv. Til trods for de mange års mishandling af mig selv, er
jeg lykkelig over ikke at have fysiske mén. Min største glæde er at tage
på vandre- eller cykelture i naturen, og min sommerferie i 2005 er da
også en vandreferie i Rumænien.
Jeg har
gennemført ”Tøserunden” som er et cykelløb på 112 km uden besvær, og det
er en meget stor lykke, når jeg med min fornuft ved, at jeg bogstaveligt
talt har været så langt nede i vægt fire gange i mit liv, at det næsten
er naturstridigt, at jeg er i live i dag.
Med venlig hilsen
Lone Møss
E-Mail:
lone.moss@get2net.dk |
